Rolige fortællinger for børn


Pandekagehistorier er korte, rolige og fjollede godnathistorier fortalt til mine børn. Tit stiller de spørgsmål undervejs, eller retter mig hvis jeg siger noget vrøvl, og nogen gange tager de del i fortællingen.


I en lille dansk by udlever Pandekagemesteren sin drøm og åbner en pandekagebutik. Her sælges pandekager med inspiration fra hele verden, og hverdagens små genkendelige udfordringer opstår.

Her møder vi Gyda fra gården, Pandekageassistenten, Tyvejohn, Politimesteren, Skiltemaleren Ronni, hunden Vimmer og en masse andre der alle sammen bor i og omkring den lille by.

De første episoder

Episode 1 - Alverdens pandekager


Hvor svært er det mon at åbne sin egen pandekagebutik? For pandekagemesteren er der så mange ting der skal gøres at hun helt glemmer det allervigtigste - pandekagerne.

Episode 2 - Kolde pander 


Al begyndelse er svær. Den første pandekage er serveret, men pludselig er panderne kolde, og håndtaget på kasseapparatet sidder fast. Kan en bilmekaniker og en elektriker mon hjælpe?

Episode 3 - Den forkerte pandekage


Hvor mange slags pandekager findes der egentlig? Og kan man mon lave pandekager af agurker? Pandekagemesteren er i drillehumør, og laver en helt forkert pandekage med vilje.

Episode 4 - Klar, parat, kasseapparat


Postbudet kommer forbi med en stor, tung pakke. 

Det er et nyt kasseapparat der både siger bib og blinker og lyser, helt af sig selv. Men pludselig er pandekagerne blevet dobbelt så dyre. Hvordan kan det mon være?

Der er mange flere episoder


Du kan finde alle de andre historier på Spotify eller på Apple Podcast. Tryk på "Følg" knappen for at få besked når der kommer nye episoder.


TRAXIT - et abstrakt strategispil for hele familien


Jeg er meddesigner af brætspillet TRAXIT, der er et abstrakt spil, hvilket egentlig bare betyder at spiller ikke handler om nisser, dyr, Aztekerriget eller lignende.


Det handler om at få sine egne brikker til toppen af det pyramideformede bræt og holde modstanderens brikker nede, men det er sværere end man skulle tro – for man bestemmer ikke selv hvilke stier man følger.


Jeg har lavet en forklarende film du kan se herunder. Spillet udgives af Danspil og er at finde i butikker i hele Norden efteråret 2023


BRÆTSPIL


Nomineret til årets familiespil 2023

af legebranchen

Jacob Jo Lønskov Kohl

Foto: Stine Jo

 

 

 

Om mig

 

Jeg er autodidakt speaker, videofotograf, grafiker og brætspildesigner og har enmandsmediebureauet Raumschiff.  Jeg bor i Sorø på midtsjælland med min kone Sara og vores to fælles børn Lili og Vilfred.


Da mine mindste børn var så små at den ene gik i børnehave og den anden knap kunne tale, begyndte jeg at fortælle dem korte improviserede godnathistorier. På et tidspunkt begyndte jeg at optage historierne med min telefon. Det blev over årene til mere end 50 små fortællinger, alle med det samme udgangspunkt: en pandekagebutik. De fik derfor navnet Pandekagehistorier.


Jeg fandt hurtigt ud af at det var nødvendigt ikke at lave historierne alt for spændende og actionfyldte. Børnene skulle jo gerne blive afslappede og rolige i stedet for spændte og ivrige. Men det var en balance – der var kontant afregning hvis det blev for kedeligt, eller jeg i min halvdøsige børneputningstilstand begyndte at vrøvle.

Når bølgerne gik højt, var historierne en måde at tale om svære oplevelser på. Enten nogen vi havde oplevet sammen, eller hver for sig. Her flyttet over I en tryg fantasiverden hvor tyven bliver ansat i butikken i stedet for sat i fængsel, og hvor enhver konflikt kan løses på 10 minutter.